sport


 

Velkommen til SGIF Håndbold Udskriv

Hos SGIF Håndbold er der omkring 250 medlemmer, fordelt på knap 20 hold - fra de helt små poder på 3-4 år og op til seniorspillere.

Vores målsætning er at udbrede kendskabet til håndboldspillet og, så vidt det er muligt, tilbyde træning og kamp for alle aldersgrupper. Såvel pige- som drengespillere. Vi arbejder med breddespillere, men vil også gerne give plads til udvikling af elitehold. Dog må det aldrig ske på bekostning af hensynet til de mange motionister.

Vi tilstræber at give vore trænere en god uddannelse, så de er klædt på til at løse træneropgaven. Udover selve spillet laver SGIF Håndbold et utal af sociale tiltag, for såvel børne- og ungdomsspillere som for seniorafdelingen.

 


NYHEDER I SGIF HÅNDBOLD

 

FORMANDEN TAKKER AF FOR NU

René Søholm fratræder op til sommerferien som formand for håndboldafdelingen. Efter ualmindelig mange års sliden og slæben for SGIF, er batterierne simpelthen flade. René trænger til pause! René er en mand, som er grøn i hjertet. Så "den gamle slider” vil stadig være behjælpelig i klubben med alverdens løse opgaver - lige fra pølsevender på det nye beach-stadion til meningsdanner og meget andet. Men ansvarsrollen i udvalgsarbejde får en god pause.
 
Sidst men ikke mindst, har René et netværk og en masse forbindelser, som han har bygget op gennem årene. Derfor hjælper han også en smule til i kulissen, når Håndboldudvalget lige skal holde styr på forretningsgangen og alt det der, som René jo bare ved. Og hvem ved… Han kan nok ikke lade være med at give en hånd før eller siden i noget udvalgsarbejde eller lignende. Men for nu skal han have en velfortjent pause og der skal lyde et gigantisk-kæmpe-fantalastisk-koloenorm-monster-tak til René for mange års frivillig tro tjeneste i SGIF.
 
Renés formandsopgaver vil i første omgang blive fordelt på Håndboldudvalget. Der indkaldes til et klubudviklingsmøde i starten af den nye sæson 
 
NYE KRÆFTER
I forlængelse af Renés pause, genindtræder Christian Svane i Håndboldudvalget. Samtidig har Christian Fristrup (Jyllandsserie herre) og Christine Harboe (Jyllandsserie damer) meldt sig under fanerne i Håndboldudvalget. I første omgang snuser de to til udvalgsarbejdet, og så ser vi, hvor de måske kan finde sig til rette. Byd Christine og Christian velkommen i Håndboldudvalget.


HVAD KOMMER DER TIL AT SKE I DEN NYE SÆSON?
Håndboldudvalget står over for en masse opgaver. 
  • Covid-19 har givet det frivillige arbejde en del udfordringer. Så bær over med os. Vi håber at kunne skabe en forbedret informationsstrøm i den kommende sæson.
  • Inden vi kan gå på sommerferie, skal vi lige have en sidste brik på plads ift. til træningstider. Vi troede egentlig vi var i mål. Men uforudsete udfordringer i trænerkabale og tilpasning til fodboldafdelingen har stor prioritet, hvorfor vi, desværre - men nødvendigt - arbejder på løsninger her.
  • Klubbens hjemmeside er under ombygning, hvor bl.a. Klaus Petersen er i gang med et kæmpe arbejde. Et arbejde, som forhåbentlig giver en hjemmeside, som er lidt mere up-to-date og brugervenlig for såvel træner/ledere som klubmedlemmer.
  • Beachstadion tager form. Entreprenøren er så småt færdige med at anlægge voldene til tilskuerepladser og lægge sand. Der er bestilt bagnet, bolde og så videre til banen. Vi regner med at arbejde på faciliteterne i ferien, således vi måske kan indvie stadionet i slutningen af sommerferien/starten af august. Der arbejdes på nogle børnetræninger, hvor Jyllandsserie herre hjælper med en masse sjove øvelser i vores helt egen sandkasse.
  • I opstarten af den nye sæson vil der blive indkaldt til et møde, hvor der inviteres til at tage del i vores fantastiske klub, samt diskutere visioner for klubben. Hvor skal vi hen? Der følger selvfølgelig også vores årsmøde i november. 
 
TEAM AALBORG SV FOR DE ÆLDSTE

For U17 og U19 har vi et stærkt samarbejde med Skalborg SK og St. Restrup IF under fællesnavnet Team Aalborg SV. Hop ind og læs mere og følg med på samarbejdets facebookside: https://www.facebook.com/TeamAalborgSV/

 

FØLG SGIF HÅNDBOLD PÅ FACEBOOK 

Som supplement til denne hjemmeside, har vi oprettet en Facebook-side til SGIF Håndbold. Her er det planen at du løbende vil kunne følge med i nyt om klubben og vores mange hold. Hjemmesiden vil fortsat blive opdateret løbende med de grundlæggende informationer, man kan have brug for som medlem og fan af SGIF Håndbold.


Klik hér for at se Facebook-siden - og husk at klikke på Følg for at få nyhederne direkte i dit Facebook-feed.



 


 




Senest opdateret: Onsdag, 01. Juli 2020 09:45